Torslunde Sogn og Kirke

Aktiviteter


Lasagnegudstjeneste i Torslunde kirke tirsdag den 20. november kl. 17.30 med Landsbyernes Børnekor. Spis lækker lasagnemenu i konfirmandstuen til kun 30,-kr for en hel familie efter den korte familievenlige gudstjeneste. Tilmelding til spisning senest søndagen før arrangementet til organist Lars Grangaard på mail: torslundeorganist@gmail.com eller tlf. 2252 2175.


 


Julegospel i Torslunde kirke søndag den 2. december kl. 15.00 med det populære gospelkor ICEGLORY fra Ishøj. Der vil være mulighed for at synge med på nogle af de kendte julegospelsange. Efter gudstjenesten er der traditionen tro juletræstænding på præstegårdspladsen for store og små med sang og dans omkring juletræet. De vil blive serveret gløgg, varm chokolade og æbleskiver. Torslunde Menighedsråd og Torslunde Bylaug står sammen om arrangementet.


 


De 9 Læsninger i Torslunde kirke søndag den 9. december kl. 10.00. Vi opfører den engelskinspirerede musikgudstjeneste med læsninger og musikalske indslag der alle peger hen mod den stundene jul og Jesus barnets fødsel. Der vil også være Luciaoptog ved Landsbyernes Børnekor. Der er kirkekaffe efterfølgende i konfirmandstuen. Alle er hjerteligt velkommen.


 


Juleaften i Torslunde kirke mandag den 24. december kl. 14.00 børne/familiegudstjeneste og kl. 15.30 Julegudstjeneste med sognepræst Christian B. Petersen.


 


Nytårsgudstjeneste i Torslunde kirke tirsdag den 1. januar kl. 16.00 med sognepræst Christian B. Petersen.

Kom og være med til denne festlige gudstjeneste hvor vi ønsker hinanden et godt og velsignet nytår med bobler og kransekage.


 


Nytårskoncert 2019 i Torslunde kirke  søndag den 13. januar kl. 14.00 med:

The Sound af a Song er et unikt genremøde mellem den klassiske musik og jazzen. Sopran Ulla Abildgaard  jazzsanger Clara Vuust og jazzpianisten Francesco Cali fortolker sammen nogle af de uforglemmelige sange fra musical- og filmklassikere som blandt andre ”The Sound of Music” og ”My Fair Lady".
Oprindeligt blev musikken sunget af klassiske sangere i tidens stil, men efterhånden kom jazzmusikerne til, og sange som "Summertime" fra operaen Porgy and Bess blev foreviget i den amerikanske jazztradition i "The Great American Songbook".
Det bedste af to musikalske verdener forener sig, når de to sangerinder fra hver sin ende af sangtraditionen mødes over en fælles kærlighed til de smukke evergreens fra 30'erne og 40'ernes film, cabareter og musicals. Repertoiret spænder fra amerikanske komponister som George Gershwin, Cole Porter og det uforlignelige musikalske parløb Rogers & Hammerstein til tysk og fransk musik af Kurt Weill og Michel Legrand.
Sammen inviterer Ulla Abildgaard og Clara Vuust publikum indenfor til en koncert med romantik og glæde i højsædet – i en smeltedigel af opera og scatsang – og alt derimellem.


 


Fastelavn i Torslunde kirke

søndag den 3. marts kl. 10.00

Vi starter med en kort børne/familie venlig gudstjeneste med Landsbyernes Børnekor i flotte udklædninger og fastelavnssange. Efterfølgende tøndeslagning på præstegårdspladsen for store og små med kåring af kattekonger og dronninger. Torslunde Menighedsråd og Torslunde Bylaug står sammen om arrangementet.


 


Koncert i Torslunde kirke tirsdag den 5. marts kl. 19.00 med Ester Brohus Band

Billetter á 135,-kr købes på www.billetto.dk tryk på nedenstående link for at gå til billetkøb. Billetter vil blive scannet ved indgangen. Dørene åbnes kl. 18.00. Der vil være mulighed for at købe øl/vin/vand inden koncerten. Vi har mobilepay.

https://billetto.dk/da/e/ester-brohus-band-koncert-i-torslunde-kirke-billetter-305791

Har man sagt country, må man også sige Ester Brohus. Danmarks lille store country-darling er klar med nyt album. ”Heart of the Country”, der er Ester Brohus’ 11. album. Nogle er bare født med country i blodet Ester Brohus og hendes faste band har spillet sammen i tre år og består af musikere og mennesker som Ester Brohus sætter stor pris på. Mikkel Bøggild, der står for strengeinstrumenterne, er også producer på det nye album. ”Mikkel er nok den musiker i Danmark, jeg har mødt gennem tiden med den største forståelse og kendskab til countrymusikken og dens historie. Han spiller og synger til perfektion og håndterer de instrumenter, der forventes i countrymusikken. Jeg var ikke i tvivl om at han også skulle producere ”Heart of the Country””, siger Ester Brohus og fortsætter: ”Torben Bjørnskov er en dynamisk og levende kontrabassist. Han har en mening og en holdning til vores sammenspil og så er han desuden en fantastisk samarbejdspartner”. Sabrina Brohus er Esters datter. De to har sunget og spillet sammen siden Sabrina var helt lille, og Sabrina har været fast med på kor i over 15 år. ”Vi synger helt perfekt sammen, og jeg er temmelig taknemmelig for, at vi kan følges på den måde vi gør. Så er hun er journalist og til stor hjælp for mig”, siger den stolte moder.

Læs mere om Ester Brohus på: http://esterbrohus.dk/


 


Langfredag i Torslunde kirke den 19. april kl. 10.00

Musikgudstjeneste med sopran Eva Bruun Hansen og mezzosopran Lisbeth Christensen Engkær der vil synge uddrag af Giovanni Battista Pergolesis´  Stabat Mater der skildrer Jomfru Marias smerte, mens hun står ved korsets fod.