Torslunde Sogn og Kirke

Hvad er kristendom


Hvad er Kristendom

v/ sognepræst Christian Barrit Petersen

 

At skulle give et entydigt og kort svar på, hvad kristendom mon er for noget, er næsten at bede om det umulige.

Naturligvis er der bekendelsesskrifter og trosbekendelser, men de udgør mere en slags ramme og et fundament for den måde vi praktiserer vores kristendom på her i Danmark. Det er vores basis og grundlag, og det er disse ting der ofte teologisk set kan diskuteres og forskes i .

 

Spørgsmålet om hvad kristendommen så er, synes jeg derfor kun kan besvares med et personligt svar.

Først og fremmest synes jeg, handler kristendom eller den kristne tro om 2 ting: Dit personlige forhold til Gud og fællesskabet med Gud og mennesker.

 

Det handler altså om dit personlige eller private forhold til Gud.

 

Det er det forhold vi kender i form af den bøn vi alle nogen gange beder til Gud, sagt eller usagt.

 

Det er her vi med helt egne ord og tanker formulerer alle de forskellige ting vi måtte bede om Guds støtte, hjælp eller velsignelse til.

 

Det er det fadervor vi voksne beder med vores børn før de skal sove, her lærer vi at kalde Gud for far, og lærer at kende ham som altings far.

Tættere og mere personligt bliver det næsten ikke.

 

Det er de ønsker og ængstelser vi mærker når vi bærer vort barn til dåben.

 

Det er også derfor vi søger hen i kirken når naturen, livet og mennesker udsætter os for store og uoverskuelige ting, som vi ikke rigtigt kan blive færdige med eller rumme.

 

Det er også i dit personlige forhold til Gud, at du kan kalde Gud din frelser.

 

Det er her du kan tro og tvivle, men aldrig skal fortvivle.

 

Her findes visheden om, at den sande kærlighed ikke kan dø eller forsvinde. Gud er dit livs Gud fordi han er livets Gud og Gud er kærlighed.

 

Kærligheden overvinder alt, og derfor er der ingen ende eller død at frygte. Netop det håb om Guds evige kærlighed, der rummer døde og levende og engang skal være det evige liv får vi i dåben.

Det evige liv ved jeg ikke, hvordan arter sig, men jeg tror det er livet i denne verden som det oprindeligt var beregnet til at skulle være, nemlig fyldt med Guds og menneskers kærlighed til hinanden.

Hvornår det evige liv så begynder, ved jeg heller ikke, men også her kan du trygt forlade dig på Guds kærlighed indtil den tid, hvor Gud gør alting nyt igen.

Og hvordan kan vi så tro på det her, hvorfor skulle det være specielt sandt?

 

- For det første ved vi jo alle godt, at kærligheden, tilgivelsen og forsoningen er de eneste ting der i sidste ende tager ansvar for livet og bevarer det.

- For det andet, så er det ikke noget hvem som helst har fundet på. Jesus Kristus er menneske og Gud og derfor ved vi de her ting, og derfor tør vi tro det.

 

Jesus fortalte, lærte og viste i ord og handling at kærligheden er sandheden om alt liv.

Han viste os også at selvom vi egentligt godt vidste det, ja så er vi ikke særligt gode til at huske på det hele tiden.

Det kalder man i kristendommen med et gammelt ord for synden. Synden er måske bare et udtryk for, at vi godt ved det hele allerede,

men det er bare for besværligt eller uoverkommeligt at gøre det rigtige hele tiden.

 

At være bevidst om synden hos sig selv, tror jeg er det første skridt hen imod at sige til Gud: jeg vil hvad du vil, men jeg magter det ikke som dig, hjælp mig til at gøre det bedre.

Så på trods af vores utilstrækkelighed overfor Gud, kærligheden og livet, som jo blev ret tydelig da menneskene slog Guds egen søn ihjel, fordi han var besværlig,

så viste Gud os, at dette kunne også tilgives, men viste også samtidigt mennesket, at uanset hvor meget det prøver,så kan kærligheden, sandheden og livet ikke slås ihjel.

 

Det er faktisk dit og mit held at Gud er livets Gud, for med Jesus Kristus blev livet til det evige liv.

I Jesu død og opstandelse fik vi syndernes forladelse som en mulighed og en vej ud af alt det der ødelægger livet for os selv og andre.

Derfor er kærligheden og livet inden for rækkevidde, det eneste du skal gøre er at række ud og gribe det i taknemlighed.

 

Det andet vigtige aspekt efter min mening af kristendommen er fællesskabet og det er tydeligst i Gudstjenesten, som forgår af praktiske hensyn inden i kirken, som er vort fælles rum.

Det er her vi bruger de ting som måske ikke er så personlige, nemlig trosbekendelsen, altergangen og de ting der læses og synges.

Men det er også de ting der gøres i fællesskab og derfor forbinder dig og mig og os alle i det fællesskab, der kaldes det kristne.

Det er i det fællesskab vi henter styrke og mod til at bære byrder der tynger os, men så sandelig og så det sted hvor vi kan udtrykke vores taknemmelighed og glæde.

Fællesskabet er med Gud og vores næste og udtrykkes vel bedst med ordene om: At du skal elske Gud og din næste som dig selv.

 

Det betyder at du skal elske livet, som du har fået for intet og du skal give det videre for intet og takke Gud for alt liv der findes.

Fællesskabet leves også uden for Gudstjenesten, i hverdagen, til alle fællesarrangementerne, alle de steder, hvor mennesker mødes under Guds kærligheds fortegn.

 

Bygninger og mursten er i den forbindelse aldrig det vigtigste.

 

Det vigtigste er faktisk, der hvor 2-3 mennesker mødes for at dele brødet og vinen i glasset,

eller hvor der foregår en kristen dåb og evangeliet forkyndes.

 

Det er her Jesus Kristus har lovet altid at være med os.

Det er lige her det kristne fællesskab findes og det kalder vi også Gudstjeneste uanset om dette måtte være inden i eller uden for kirkens rum.

 

Christian Marott Barrit Petersen

sognepræst